Efter gymnasiet tog jeg pa en tjenesterejse til Mongoliet. Jeg var blevet advaret om, at det ville blive koldt der, sa jeg havde pakket i overensstemmelse hermed og fyldt min taske med uldtrojer, lange underbukser, varme sokker, min tungeste frakke og sa mange par vanter, som jeg kunne finde. Vejret, der til tider var under 30 minusgrader, var ikke noget, der ville gore mig noget. Og det gjorde det heller ikke.
Jeg landede i Mongoliet, lagde et par ekstra lag til for at fa varmen og fortsatte med at nyde min tid i landet i fulde drag. Mine dage gik med besog pa hospitaler og bornehjem.
Et bornehjem lige uden for hovedstaden gav mig og de andre amerikanere lov til at tage bornene med udenfor for at lege. Bornehjalpernes tilsynsforende kommenterede, at bornene ikke havde varet udenfor i ugevis. Jeg folte vrede stige op med denne kommentar og var mere fast besluttet end nogensinde pa at gore vores udendors legetid med disse born til noget mindevardigt. Jeg var ikke forberedt pa at se bornene, da de kom ud af bygningen og ind pa den tomme parkeringsplads, som de kendte som en legeplads. Jeg holdt noje oje med, hvordan hvert enkelt barn gik udenfor ifort ikke andet end en forarsjakke. Ingen vanter, huer, halstorklader eller stovler.
Da vi legede udenfor med bornene den dag, troede jeg hverken mine ojne eller mine orer(Lær mere om e adultfri).